Børn og unges rettigheder til at strejke, samt gode råd

Hvis i planlægger at gå i skolestrejke, så er her nogle ting at være opmærksomme på.

1) Det er altid bedst at fortælle dine forældre hvad du har tænkt dig at gøre. Og tag en madpakke med.

2) Din lærer eller andre ansatte på skolen må ikke forhindre dig i at forlade klassen eller skolens område, medmindre du er til fare for dig selv eller andre. Hvis du selv går eller cykler i skole, så kan du nok passe på dig selv i trafikken.

3) Hvis du forlader skolen, må læreren altså ikke tilbageholde dig. Læreren må heller ikke skælde dig ud – det må ingen faktisk. Hvis du går, er det god stil at sige hvor du går hen, men du behøver ikke at sige noget.

4) Når du går, skal læreren informere skolelederen om at du er gået. Så skal skolelederen informere dine forældre.
(Husk at det er bedst at du fortæller dine forældre hvad din plan er på forhånd)

5) Hvis nogen prøver at forhindre dig i at gå, så fortæl dem at du har ret til at gå, og at de ikke må tilbageholde dig. De voksne kan blive overraskede, frustrerede og måske sure, så forbered dig på det.
De må alligevel ikke tilbageholde dig.

Hvis de tilbageholder dig, så kan du politianmelde dem for frihedsberøvelse. Det må du godt fortælle dem – måske ved de det ikke. Frihedsberøvelse er strafbart.

6) Prøv at bevare roen, hvis nogen prøver at forhindre dig i at gå. Husk at du gerne må optage på din telefon hvad der sker.

7) Gå helst sammen med nogen du kender, planlæg hvilken vej du vil gå, og pas på i trafikken.

8. Hvis nogen spørger hvad du laver, så fortæl dem det, så de ikke behøver at bekymre sig om dig. Hvis politiet kommer, så bed dem om at informere dig om dine rettigheder (Hvad er mine rettigheder?) Du skal følge politiets anvisninger, altså gøre hvad de beder dig om. Politiet må heller ikke råbe af dig eller skælde dig ud.

Husk at du har rettigheder. Den kan du læse mere om på børneportalen og i børnekonventionen. Fortæl gerne dine venner om deres rettigheder også.

Du har altid ret til at blive behandlet ordentligt.

God skolestrejke!

Her er to forslag til, hvad du kan gøre:

  1. Deltag i en strejke i nærheden af der, hvor du bor eller uden for din skole. Her på hjemmesiden (på forsiden) og på facebookbegivenheden ‘Klimastrejke København 1. februar!’ kan du se om der er strejker, hvor du bor.
  2. Organiser din egen strejke. Du kan fx aftale med dine klassekammerater, at I forlader undervisningen sammen.
  • Tal med jeres forældre, venner og lærere om, hvorfor I bekymrer jer om klimaet, og hvorfor I ønsker at strejke. Spørg dem om hjælp.
  • Send et brev til jeres lærer og skoleleder for at fortælle dem om, hvorfor I strejker.
  • Gå ind på facebooksiden Klimastrejke – Fridays for future Denmark og bekendtgør at I strejker, samt fortæl os hvilken skole og hvor i landet I kommer fra, så andre kan finde jer. Man kan også sende en mail til klimastrejke@gmail.com
  • Kontakt jeres lokalpolitikere og fortæl dem om jeres bekymring.
  • Planlæg, hvad I vil lave, mens I strejker. Skal I stå med bannere, vil I synge en sang, lave fællesspisning eller bare sidde stille og roligt sammen?
  • Inviter andre til at gøre det sammen som jer – så er det meget sjovere.
  • Spred budskabet på de sociale medier. I kan fx lave en kort video, hvor I fortæller, at I strejker og hvorfor.
  • Kontakt jeres lokalaviser eller lokal-tv. Man kan bare ringe til den lokale avis – de vil meget gerne høre hvad der sker i lokalområdet.